I forbindelse med den sædvanlige gennemgang af afdelingens fakturaer, skal det samtidig kontrolleres, at medarbejdere, der har lov til at bruge den udleverede arbejdsmobiltelefon/smartphone til private opkald, overholder de rammer og vilkår, der gælder for dette.

Medarbejderen kan anvende telefonen til personlig privat brug til indenlandske samtaler, indenlandsk SMS og indenlandsk datatrafik. Rammer og vilkår fremgår af den blanket, som medarbejderen har fået udleveret i forbindelse med aftalen om, at de kan bruge deres arbejdsmobiltelefon/smartphone privat.

Se blanket "Udlevering af arbejdsmobiltelefon, -smartphone, -tablet" her.

Hvis det konstateres, at en medarbejder tilsyneladende bruger arbejdsmobiltelefonen til private formål, som ligger ud over de rammer og vilkår, som er aftalt, bør lederen tage en samtale med den pågældende.

Hvis det konstateres, at medarbejderen imod aftalen alligevel har brugt arbejdsmobiltelefonen til private MMS, private internationale samtaler, privat international datatrafik, betalingsnumre, betalinger i øvrigt, donationer og lignende, skal den pågældende selv afholde disse omkostninger.

Overtrædes betingelserne for at anvende arbejdsmobiltelefonen til personligt privat brug, kan det få ansættelsesmæssige konsekvenser.