Handsker og sund hud
Rigtig mange mennesker får problemer med deres hud i forbindelse med deres arbejde. Handsker fungerer som en ekstra barriere mod mikroorganismer og kemikalier.
Handsker
Handsker fungerer som en ekstra barriere til at beskytte os mod mikroorganismer og kemikalier. Alle de handsker vi har i Region Midtjylland beskytter rigtig godt og længe imod alle mikroorganismer.
Den almindelige nitrilhandske vi har beskytter godt mod den mest gængse kemi, der arbejdes med i Region Midtjylland.
Når der arbejdes med stærkere farlig kemi skal man overveje hvilken handske det er mest hensigtsmæssigt at bruge; der findes mange handsketyper og flere forskellige slags materiale som handsken kan være lavet af – det kan der læses meget mere om i Handskeguiden, som kan downloades på fa.rm.dk.
Gennembrudstid
De kemiske produkter vi anvender består af mange molekyler i forskellig størrelse og form. Molekylerne kan desuden være både fedt- og/eller vandopløselige. Alt efter både handskematerialet og det enkeltes stofs egenskaber, vil kemikaliet vandre igennem handskematerialet med forskellig hastighed, dette kaldes "gennembrudstid".
Alle stoffer accelererer gennem handskens materiale og kommer dermed hurtigere og hurtigere igennem. En handske beskytter altså bedst, lige når stoffet rammer handsken, og jo længere tid man har en forurenet handske på, desto mere stof vil huden under handsken blive udsat for. Når gennembrudstiden for et givent stof nås, vil der allerede være noget af stoffet der er kommet igennem. Derfor er det vigtigt at skifte handsker ofte og gerne før den angivne gennembrudstid nås.
Huden under handsken
Under handsken bliver huden varm og fugtig – det medfører at porerne i huden åbner sig, og huden vil være langt mere modtagelig for den kemi der eventuelt kommer igennem handsken. Dette er endnu en årsag til, at jævnlige handskeskift er vigtigt for sikkerheden.
Efter endt handskebrug skal hænderne vaskes grundigt med vand og sæbe, så eventuelle rester af kemi vaskes af.
Huden skal plejes, da en tør og sprukken hud også vil være mere sårbar for kemi. Derfor smøres huden ind i en god creme efter håndvask. Vælger man en meget fed creme, kan man ikke bruge handsker igen umiddelbart efter, men det kan være en god idé at vælge denne type creme efter endt arbejdsdag, så huden plejes ekstra, når der er længere tid til næste gang, der skal bruges handsker.
Region Midtjylland har gode cremer uden uønskede stoffer på indkøbsaftale, både en almindelig håndcreme (varenr.1010001055) og en fedtcreme (varenr. 1010001056). Priserne er yderst rimelige, så det muliggør, at cremerne er let tilgængelige for alle medarbejdere.
Korrekt handskebrug
Hvert år anmeldes ca. 2500 erhvervssygdomme i kategorien hudlidelser, og man mener, at det kun er toppen af isbjerget, da mange simpelthen ikke anmelder det (kilde: BFA).
Da ca. 90% af de anmeldte hudlidelser er håndeksem, er det yderst vigtigt, at vi gør alt hvad vi kan for at forebygge det på arbejdspladsen. Det gør vi bedst ved at bruge de korrekte handsker i enhver situation, og samtidig passe på vores hud både før og efter.