Risikoen for at blive udsat for en arbejdsulykke er mange gange større, når man er nyansat.

Nyansat versus nyuddannet

Nyansat betyder ikke nødvendigvis nyuddannet eller uerfaren, men bruges om alle ansatte, der skifter jobfunktion eller afdeling. Det er altså også erfarne medarbejdere, der har en øget risiko ved jobskifte.

Det er derfor vigtigt med en grundig introduktion, instruktion og oplæring af nyansatte, også for vikarer og elever. Det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for, at dette gennemføres.

Der skal være retningslinjer for introduktion, oplæring og instruktion samt lovpligtige uddannelser på arbejdspladsen. Retningslinjerne behøver ikke være skriftlige, men ledelsen og AMO/ansatte skal på overbevisende måde kunne gøre rede for, at oplæring og instruktion finder sted.

Introduktion af nyansatte

Hvad er introduktion?

Introduktion handler om de forhold, der er forbundet med at starte i et nyt job på en virksomhed, fx præsentation af kolleger, rundvisning på virksomheden, orientering om arbejdstider osv. Men det handler også om en introduktion til de særlige belastninger og risikoforhold, der findes på virksomheden, på regler om påklædning og værnemidler, placering af førstehjælp osv. og eventuelle funktioner, der er forbeholdt særligt uddannede medarbejdere.

Der skal forefindes retningslinjer for introduktion, oplæring, instruktion og lovpligtige uddannelser. Instruktionen behøver ikke være skriftlig, men ledelsen, arbejdsmiljøorganisationen og ansatte skal på overbevisende måde gøre rede for, at oplæring og instruktion finder sted.

I forbindelse med indsatsen omkring ulykkesforebyggelse i Region Midtjylland er der lavet en tjekliste til introduktion af nyansatte.