Instruktion og oplæring
Instruktion til arbejdet handler om de forhold, der har at gøre med det konkrete arbejde, den nyansatte skal udføre.
Hvad er instruktion/oplæring?
Den nyansatte skal instrueres i:
- at udføre arbejdet på en farefri måde, og være opmærksom på, hvor faremomenterne på arbejdspladsen findes.
- hvorfor virksomhedens særlige sikkerhedsbestemmelser skal følges
Desuden skal der også gives instruktion og oplæring ved:
- Ændrede/nye opgaver:
- Ved forflyttelse til eller ved etablering af nye arbejdsopgaver skal instruktion i arbejdets udførelse være gennemført, før arbejdet iværksættes.
- Ny teknologi og udstyr:
- Ved indførelse af ny teknologi (udstyr) skal de træningsprogrammer og uddannelser, der knytter sig til erhvervelsen af den nødvendige kompetence for at kunne mestre teknologien, være gennemført, før arbejdet går i gang.
Der findes forskellige typer af skriftlige instruktioner. Der kan skelnes mellem:
- Instruktion i betjening, som f.eks. ved arbejde med maskiner.
- Servicebeskrivelser, der vejleder om vedligehold, herunder vedligehold af sikkerhedsudstyr.
- Håndbøger og manualer, der beskriver, hvordan f.eks. en maskine fungerer.
- Deklarationer, der angiver, hvad der er i stoffer og materialer
Oplæring er ikke noget, der sker på én dag. Det strækker sig over en periode, hvor den nye medarbejder gradvist bliver bevidst om, hvordan virksomhedens regler for et sikkert og sundt arbejdsmiljø skal efterleves i det daglige arbejde.
Instruktion og oplæring - hvornår?
Som ansat skal man have en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring i at udføre arbejdet på en farefri måde. Det gælder uanset hvor længe og hvordan man er ansat.
Hvis der er ulykkes- og sygdomsfarer, skal man have oplysninger om dem.
Man skal især have oplæring og instruktion ved:
- Ansættelse.
- Forflyttelse.
- Ændring af arbejdsopgaver.
- Indførelse eller ændring af arbejdsudstyr.
- Indførelse af ny teknologi.
- Kemisk arbejdsmiljø, skriftligt ved særligt farlige produkter eller særligt komplicerede processer.
- Håndtering og bortskaffelse af affald.
- Hvis man er ansat på en arbejdsplads, skal man have oplæring og instruktion.
Oplæring skal foregå i arbejdstiden. Hvis det er nødvendigt, skal oplæringen gentages regelmæssigt. Arbejdsgiveren betaler eventuelle udgifter.
Hvad siger loven?
Det skal i henhold til Bekendtgørelsen om arbejdets udførelse § 18 sikres, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der evt. er forbundet med arbejdet, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til.
Der skal forefindes retningslinjer for introduktion, oplæring, instruktion og lovpligtige uddannelser. Instruktionen behøver ikke være skriftlig, men ledelsen og AMO/ansatte skal på overbevisende måde gøre rede for, at oplæring og instruktion finder sted.