Sikkerhedsrådgivning

I Region Midtjylland er vi tre personer, der har taget uddannelsen, som varetages af Beredskabsstyrelsen.

Den type farligt gods, der primært transporteres fra hospitalerne er klinisk risikoaffald (potentielt smittefarligt), kemikalieaffald, brandfarligt affald og radioaktivt affald. Sikkerhedsrådgiveren hjælper hospitalerne med at håndtere det farlige gods inden det bortskaffes.

Bestemmelserne omkring sikkerhedsrådgivning tager udgangspunkt i en fælles europæisk lovgivning kaldet ADR-konventionen.

ADR omhandler transport af farligt gods ad landevejen.

Sikkerhedsrådgiverens opgaver

Sikkerhedsrådgiveren skal være med til at forebygge uheld i forbindelse med transportrelaterede aktiviteter med farligt gods.

En sikkerhedsrådgiver skal bl.a.:

  • Føre tilsyn med, at reglerne for transport af farligt gods overholdes.
  • Rådgive virksomheden om transport af farligt gods.
  • Undersøge, hvad der er praksis, og om nødvendigt indføre procedurer for en lang række forhold af betydning for sikkerheden omkring vejtransport af farligt gods.
  • Sikre, at de af virksomhedens medarbejdere, der har opgaver vedrørende vejtransport af farligt gods, har den fornødne uddannelse.
  • Sikre, at uheld, hændelser og konstaterede overtrædelser i relation til vejtransport af farligt gods undersøges nærmere og følges op af forebyggende tiltag.
  • Indhente alle relevante oplysninger og udarbejde en rapport til din virksomhed, såfremt der sker hændelser eller uheld med tilknytning til virksomheden.
  • Udarbejde en årsrapport til ledelsen, der beskriver virksomhedens og rådgiverens aktiviteter i forbindelse med farligt gods i det forløbne år.

Forsendelse af biologiske stoffer

Baggrund

I den gældende Europæiske Konvention om International Transport af farlig Gods ad Vej står der, at alle forsendelser af biologisk prøvemateriale, der er smittefarligt og som transporteres på offentlig vej, skal følge konventionens regler. Forsendelser med kørselsordninger og lignende er derfor også omfattet.

Biologiske prøver, der emballeres efter emballeringsforskrift P650 i konventionen, er ikke omfattet af andre regler i ADR-konventionen. Prøver til Patologisk Institut er også biologisk materiale, men hvis prøverne er fikserede i <25% formaldehyd, gælder konventionens regler ikke for disse prøver.

Definition

Prøver taget fra mennesker eller dyr f.eks. ekskrementer, sekreter, blod og blodkomponenter, væv og vatpinde eller lignende med vævsvæske samt kropsdele, der transporteres med henblik på f.eks. forskning, undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling og forebyggelse. Prøver fra patienter, der er smittet med HIV-, herpes- eller hepatitisinfektion, opfattes ligeledes som diagnostiske prøver (UN3373), mens visse patogener som f.eks. ebolavirus og rabiesvirus er klassificeret til en højere fareklasse.

Uddannelse i transport af farligt gods

Personer, der håndterer farligt gods, skal have en basisuddannelse (1.3). Uddannelsen skal være gennemført inden godset håndteres.

Uddannelsen skal som minimum bestå af følgende:

  1. Generel uddannelse
    Medarbejderne skal være bekendt med de almindelige bestemmelser i forbindelse med transport af farligt gods.
  2. Funktionsspecifik uddannelse
    Den enkelte medarbejder skal have detaljeret kendskab til reglerne om transport af farligt gods, inden for eget arbejdsområde og ansvar.
  3. Sikkerhedsuddannelse
    Medarbejderne skal kende de farer og risici, der kan være forbundet med håndtering af farligt gods, og skal have kendskab til sikker håndtering, og forholdsregler ved uheld.

Uddannelsen skal kunne dokumenteres, og oplysningerne skal opbevares af både ansat og arbejdsgiver, og skal bekræftes ved starten af et ansættelsesforhold.

Uddannelsen skal suppleres med periodiske vedligeholdelsesuddannelser, så medarbejdernes viden hele tiden er opdateret. Især med henblik på ændringer i de gældende regler.

I Region Midtjylland tilbyder Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø uddannelsen, som afholdes efter aftale med specialkonsulent og exam.