Dagsordener og referater Regions-MEDudvalget
Dagsordener og referater vises her og i First Agenda. Dagsordener kan ses senest 1 uge før mødet.
Dagsorden og referater, Regions-MEDudvalget
- Udvalg: Regions-MEDudvalget
- Mødedato: 21. marts, 2025 kl. 12:00
- Mødested: Regionshuset Viborg, mødelokale
Pkt. tekst
- 1. Mødedeltagere
- 2. Godkendelse af dagsorden og referat (kl. 12.00-12.05 - 5 min)
- 3. Overordnet status vedrørende arbejdet med sundhedsreformen (kl. 12.05-12.55 - 50 min)
- 4. Ligestilling og integration af psykiatri og somatik (sundhedsreformen) (kl. 12.55-13.40 - 45 min)
- 5. Opfølgning på dialogkonference 10. januar og præsentation af nyt datagrundlag (kl. 13.40-14.00 - 20 min)
- 6. Pause (kl. 14.00-14.10 - 10 min)
- 7. Revision af Region Midtjyllands Bæredygtighedsstrategi og orientering om de nye bæredygtighedsaftaler 2025-2026 (kl. 14.10-14.30 - 20 min)
- 8. Status og dialog vedrørende økonomi og regnskab 2024 samt input til budget 2026 (kl. 14.30-14.50 - 20 min)
- 9. Status for konkurrenceudsættelse af MidtTransport (kl. 14.50-14.55 - 5 min)
- 10. Kommunikation fra mødet og planlægning af kommende møder (kl. 14.55-15.00 - 5 min)
- 11. Gensidig orientering, eventuelt og evaluering af mødet
1. Mødedeltagere
Sagsfremstilling
Ledersiden
Jonas Dahl (regionsdirektør), Anders Kjærulff (koncerndirektør), Poul Michaelsen (koncerndirektør), Thomas Balle Kristensen, (hospitalsdirektør, AUH), Lasse Plougstrup Hansen (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Gødstrup), Brian Brøndum Møller – forlader mødet kl. 14.30 (hospitalsdirektør, Hospitalsenhed Midt), Henning Voss (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Horsens), Mette Bærentsen (sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Randers), Palle Juelsgaard (lægefaglig direktør, Præhospitalet), Tina Ebler (hospitalsdirektør, Psykiatrien), Ann-Britt Wetche (socialdirektør, Socialområdet), Kim Kofod Hansen (udviklingsdirektør, Regional Udvikling), Jimmy Riberholdt (funktionsleder, Socialområdet), Jørn Mørup (direktør, Koncern HR), Louise Antoft (HR-direktør, Koncern HR), Jakob Olesen, (sekretariatschef, Koncern HR, Stab), Thomas Madsen Birk (specialkonsulent, Koncern HR, Stab).
Medarbejdersiden
Anja Laursen (kredsformand, DSR Kreds Midtjylland), Karin Vestergaard (regionsformand, Dbio Midtjylland), Jeanett Drasbæk (formand, FOA Silkeborg), Lone Skov (faglig sagsbehandler, 3F, Viborg), Jette Nielsen (regionsformand, Kost og Ernæring), Rene Lodal Christensen (socialpædagog, SL, Granbakken), Laila Garsdal Petersen (sygeplejerske, DSR, Regionshospitalet Gødstrup), Marianne Østerlund Madsen (sygeplejerske, DSR, AUH), Lene Thorbjørnsen (bioanalytiker, Dbio, Hospitalsenhed Midt), Pia Hedegaard Johnsen (læge, YL, AUH), Henrik Ørskov (sygeplejerske, DSR, Psykiatrien), Mette Højbjerg Skjødt (lægesekretær, HK, Regionshospitalet Viborg), Ole Dam (projektleder, HK, AUH), Tanja Lyth (jordemoder, Jordemoderforeningen, AUH), Søren Holmgård Knudsen, (ambulancebehandler, FOA, Præhospitalet), Pernille Eriksen (fysioterapeut, Danske Fysioterapeuter, AUH), Helle Larson (civilingeniør, IDA, Regional Udvikling).
Øvrige deltagere
Mette Flemming, personalejurist, Koncern HR, deltager under punkt 3 og 4 om sundhedsreformen.
Afbud før mødet
Jens Boe Krag, (plejer, FOA, Psykiatrien), Nethe Lunden (faglig sekretær, 3F Aarhus Rymarken,), Peter Hansen (fuldmægtig, DJØF, Regionshuset Viborg), Morten Krogh Christiansen (reservelæge, YL, Regionshospitalet Horsens), Christina Thisted-Høeg (radiograf, RAR, Hospitalsenhed Midt).
2. Godkendelse af dagsorden og referat (kl. 12.00-12.05 - 5 min)
Resume
Dagsordenen til mødet godkendes, og det afklares, om der er emner til eventuelt. Referat af RMU-mødet 9. december 2024 godkendes.
Det indstilles,
at | dagsorden og referat af RMU-mødet 9. december 2024 godkendes. |
Sagsfremstilling
Dagsordenen til mødet godkendes, og det afklares, om der er emner til eventuelt. Referat af RMU-mødet 9. december 2024 godkendes (vedlagt).
Bilag
3. Overordnet status vedrørende arbejdet med sundhedsreformen (kl. 12.05-12.55 - 50 min)
Resume
Der gives en orientering om overordnet status vedrørende arbejdet med sundhedsreformen, herunder projektorganisering og lovgivningsarbejdet mv., samt tilpasninger i Regional Udvikling som konsekvens af sundhedsreformen med mulighed for spørgsmål og bemærkninger. Der lægges efterfølgende op til dialog ved bordene med opsamling i plenum.
Det indstilles,
at | RMU får en orientering om overordnet status vedrørende arbejdet med sundhedsreformen med mulighed for spørgsmål og bemærkninger og |
at | RMU får en orientering om proces for tilpasninger i Regional Udvikling som konsekvens af sundhedsreformen med mulighed for spørgsmål og bemærkninger. |
Sagsfremstilling
Direktionen orienterer om overordnet status vedrørende arbejdet med sundhedsreformen, herunder projektorganisering og lovgivningsarbejdet mv. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med bemærkninger, og RMU-formandskabskabet har aftalt at lægge op til dialog ved bordene med efterfølgende opsamling i plenum, jf. nederst i sagsfremstillingen.
Tilpasninger i Regional Udvikling som konsekvens af sundhedsreformen
Sundhedsreform 2024 medfører bortfald af en række opgaver på Regional Udviklings området fra 2026 og et tilsvarende reduceret bloktilskud fra 2026. Regional Udvikling skal spare 23 mio. kr. i 2026, stigende til 54 mio. kr. årligt fra 2027. Det er derfor nødvendigt at foretage en personalereduktion i Regional Udvikling med virkning fra den 31. december 2025.
Regional Udviklings ledelse har på baggrund af en tæt dialog med Regional Udviklings LMU tilrettelagt en proces, der er i overensstemmelse med de lokale ønsker og behov, herunder at dialogen og varsling af afskedigelser sker i takt med at de enkelte opgaveområder er afklarede ift. hjemmel, finansiering og organisatorisk forankring. Senest er det på Regional Udviklings LMU-møde den 24. februar drøftet, hvordan processen tilrettelægges ligesom der er drøftet kriterier i forbindelse med kommende personaleprocesser.
Regional Udviklings ledelse igangsætter på den baggrund to delprocesser i 2025 og en enkelt delproces i 2026.
Hensigten med to delprocesser i 2025 er dels at give medarbejderne vished så tidligt som muligt, dels at sikre organisationens drift fremadrettet. De medarbejdere der varsles afskediget i 2025 har opgaver i organisationen frem til 31. december 2025, en afskedigelse vil derfor ske med fratrædelse på dette tidspunkt uagtet at medarbejderens opsigelsesvarsel er kortere.
Processerne vil tage afsæt i Region Midtjyllands retningslinjer for omplacering og afskedigelse ved strukturændringer og besparelser, og der vil være mulighed for at trække på de støtteforanstaltninger, der er for medarbejdere og ledere. Støtteforanstaltningerne er beskrevet på hjemmesiden https://www.medarbejder.rm.dk/ansattelsesforhold/stillingsandringer-omplacering-og-fratradelse/strukturaendringer-og-besparelser/Stoetteforanstaltninger/
Forretningsudvalget blev på mødet den 17. februar 2025 orienteret af direktionen om status på tilpasningen i Regional Udvikling.
HMU blev på mødet den 3. marts 2025 orienteret med mulighed for drøftelse og input til processen. HMU har også tidligere haft dialoger om og givet input omkring reformens forventede konsekvenser for opgaverne og medarbejderne i Regional Udvikling, og HMU vil også blive orienteret om og have mulighed for at drøfte status igen senere.
Det gives på mødet en orientering om seneste status vedrørende Regional Udvikling. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med bemærkninger.
Efter orientering og spørgsmål/bemærkninger om henholdsvis den overordnede status med sundhedsreformen og tilpasninger i Regional Udvikling lægges der op til dialog ved bordene om dilemma og udfordringer i forhold til sundhedsreformen, og hvad der er særligt vigtigt i forhold til MED. Der samles afslutningsvist op i plenum.
4. Ligestilling og integration af psykiatri og somatik (sundhedsreformen) (kl. 12.55-13.40 - 45 min)
Resume
Forretningsudvalget har givet direktionen mandat til at udarbejde et forslag til, hvordan sundhedsreformens initiativ om en ligestilling og integration af psykiatri og somatik kan ske i Region Midtjylland. Det er politisk besluttet, at den nye organisering skal træde i kraft den 1. januar 2026, hvilket indebærer, at der skal være truffet politisk beslutning om en fremtidig model for overordnet organisering inden sommerferien. At gennemføre en så stor organisatorisk ændring på relativt kort tid, stiller krav til alle parter om åben og tillidsfuld dialog. Der lægges op til en drøftelse af tids- og procesplanen for MED- og personaleprocesserne, og herunder input til et udkast til pejlemærkerne, der skal danne grundlag for fordeling af medarbejderne, når opgaverne flyttes ind i den nye organisering.
Det indstilles,
at | RMU drøfter og kommer med input til tids- og procesplan for MED-processerne forud for den politiske beslutning om ligestillingen og integrationen af psykiatri og somatik og den efterfølgende personaleproces, og |
at | RMU drøfter og giver input til de pejlemærker, der lægges til grund for den endelige placering af medarbejderne. |
Sagsfremstilling
På mødet vil der indledningsvist kort blive orienteret om status for det forberedende arbejde og overvejelserne om den videre proces.
På baggrund af Aftale om sundhedsreform 2024 har forretningsudvalget givet direktionen mandat til at udarbejde et forslag til regionsrådet om, hvordan ligestillingen og integrationen af psykiatri og somatik kan implementeres i Region Midtjylland. Formålet er at skabe mere lighed i sundhed via mere sammenhængende indsatser i sundhedsvæsenet.
Det er politisk besluttet, at den nye organisering skal træde i kraft allerede fra den 1. januar 2026. Dette indebærer, at der skal være truffet politisk beslutning om en fremtidig model for organiseringen inden sommerferien. Målet med dette er at sikre, at alle, der berøres af ændringen, kan få en hurtig afklaring af deres fremtidige tilhørsforhold og kommende samarbejdsrelationer. Samtidig skal det sikre, at der i 2. halvår 2025 er tid til personaleprocesser og mulighed for at forberede omorganiseringen, herunder sikre et fortsat fokus på de tværgående indsatser, der skal bidrage til et løft af det samlede tilbud til borgerne.
At gennemføre en så stor organisatorisk ændring på relativt kort tid, stiller krav til alle parter om åben og tillidsfuld dialog. Det gælder også i forhold til de kommende MED-processer, hvor det er vigtigt at få forskellige perspektiver frem, der sikrer det bedste grundlag for den politiske beslutning og efterfølgende personaleproces. Der lægges her op til en drøftelse af det vedlagte foreløbige udkast til en tids- og procesplan for MED- og personaleprocesserne.
Pejlemærker for placering af medarbejderne
Der lægges op til, at RMU drøfter og kommer med input til den del af personaleprocessen, der omhandler udkastet til, hvilke pejlemærker, der skal tillægges vægt i forhold til placeringen af medarbejderne. Pejlemærkerne er et vigtigt grundlag for personaleprocesserne, når regionsrådet har truffet beslutning om organiseringen. Udkastet til pejlemærker omfatter flytning af medarbejdere og ledere under afdelingsledelses- og kontorchefniveauet. Region Midtjyllands direktion træffer beslutning om ledere på afdelingsledelses- og kontorchefniveauet og der over.
Det overordnede udgangspunkt er, at medarbejderen følger opgaven.
I notatet er der skitseret tre hovedscenarier for flytning af medarbejdere, der bliver aktuelle i den videre proces. De medarbejdere, der er omfattet af hovedscenarie 2 og eventuelt også nogle af dem der er omfattet af hovedscenarie 3, vil skulle varsles om væsentlige stillingsændringer (beskrevet i afsnittet ’Øvrige opmærksomheder’). Det er altid en konkret vurdering for den enkelte medarbejder, om noget juridisk udgør en væsentlig stillingsændring. Under hvert hovedscenarie i bilaget er der indsat eksempler på berørte medarbejdere.
I den videre proces vil Koncern HR og Psykiatrien i samarbejde med de somatiske hospitaler arbejde for, at medarbejderne som udgangspunkt tilbydes flytninger der ikke udgør en væsentlig stillingsændring. Medarbejder der ud fra en juridisk vurdering får væsentlige stillingsændringer vil blive tilbudt dialog om, hvor vedkommende helst ønsker at blive placeret.
Det er endnu en udfordring at estimere antallet af medarbejdere, der vil opleve væsentlige stillingsændringer, før styregruppen er længere i arbejdet med modellen for en ny organisering. Det er dog forventningen, at det særligt vil være medarbejderne i Psykiatristaben, der oplever væsentlige stillingsændringer. De kliniske medarbejderes opgaver forventes som udgangspunkt af befinde sig i pejlemærkernes hovedscenarie 1.
Retningslinjer og støtteforanstaltninger
Hvis ligestillingen og integrationen for den enkelte medarbejder indebærer, at der juridisk er tale om en væsentlig stillingsændring vil Region Midtjyllands retningslinjer for omplacering og afskedigelser ved strukturændringer og besparelser finde anvendelse.
Medarbejderen vil dermed, såfremt vedkommende takker nej til den tilbudte stilling og dermed afskediges, have fortrinsret til relevante ledige stillinger i opsigelsesperioden.
Ligeledes vil medarbejderne kunne gøre brug af forskellige støtteforanstaltninger.
Støtteforanstaltningerne er beskrevet på hjemmesiden her: https://www.medarbejder.rm.dk/ansattelsesforhold/stillingsandringer-omplacering-og-fratradelse/strukturaendringer-og-besparelser/Stoetteforanstaltninger/
Hvis der ikke er tale om en væsentlig stillingsændring i juridisk forstand, så skal medarbejderen følge opgaven. Hvis medarbejderen ikke ønsker det, så skal medarbejderen selv opsige sin stilling, og vedkommende vil ikke være omfattet af fortrinsretten til ledige stillinger.
Øvrige opmærksomhedspunkter
Integration og ligestilling af psykiatri og somatik er en stor proces, der potentielt påvirker en større del af medarbejderne.
Der opmærksomhed på, at bekendtgørelse om varsling mv. i forbindelse med afskedigelser af større omfang ikke kun finder anvendelse ved egentlige afskedigelser, men også i det tilfælde, at mere end 30 medarbejdere tilbydes nye stillinger, som i juridisk forstand vil udgøre en væsentlig stillingsændring.
Hvis det på baggrund af det materiale, der sendes i høring den 3. april, vurderes, at der er en risiko for, at mere end 30 medarbejdere får væsentlige stillingsændringer i juridisk forstand, vil Koncern HR tage initiativ til, at der indledes forhandlinger med repræsentanter for lønmodtegerne om situationen jf. lovens bestemmelser herom.
Styregruppen har samtidig en opmærksomhed på, at en integration, der berører alle hospitaler og formentligt også flere fællesfunktioner og stabe, også påvirker hele vores MED- og arbejdsmiljøstruktur, og at der skal træffes gode og kloge beslutninger på disse områder.
I den videre proces vil Koncern HR understøtte, at det afklares hvordan og hvornår, det giver mening at foranstalte nyvalg til MED-organisationen og TR-systemet. Herudover vil der være en opmærksomhed på, hvordan tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter håndteres i processen.
På den baggrund vil der den 25. marts være et dialogmøde med de faglige organisationer, hvor tankerne omkring dette i første omgang kan vendes. Herefter vil styregruppen udarbejde et forslag til håndtering af ovenstående. Det forventes, at det ligeledes vil blive dagsordenssat på et kommende RMU-møde, forventeligt i juni måned.
Bilag
5. Opfølgning på dialogkonference 10. januar og præsentation af nyt datagrundlag (kl. 13.40-14.00 - 20 min)
Resume
Opfølgning på dialogkonferencen den 10. januar 2025 om OK24 initiativet ’Sammen om udviklingen af de regionale arbejdspladser' drøftes, herunder hvordan RMU kan understøtte, at MEDudvalg på alle niveauer inddrages.
Direktionen har ønsket et mere nuanceret datagrundlag i forhold til den politiske målsætning om at få flere til at arbejde fuldtid frem for deltid. Koncern HR har udarbejdet et oplæg til en ny BI-rapport, der kan anvendes til en mere nuanceret opfølgning på status vedrørende realisering af fuldtidspolitikken.
Det indstilles,
at | opfølgningen på dialogkonferencen drøftes, herunder hvordan RMU kan understøtte, at MED-udvalg på alle niveauer inddrages, |
at | RMU anbefaler HMU’erne, at de opfordrer til, at alle lokale arbejdspladser/LMU har særligt fokus på temaet omkring ’fleksibilitet og indflydelse på arbejdstid/arbejdstidstilrettelæggelse’, |
at | der sættes et tema om inspiration og erfaringsudvikling om ’sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser’ på RMU’s døgnseminar i september 2025, hvor HMU-formandskaber og én AMIR fra hvert HMU deltager og |
at | oplæg til et mere nuanceret datagrundlag (ny BI-rapport) til opfølgning på fuldtidspolitikken præsenteres og drøftes. |
Sagsfremstilling
A. Drøftelse om opfølgning på dialogkonference 10. januar
Danske Regioner og de faglige organisationer inviterede 10. januar 2025 til dialogkonference om OK24 initiativet: 'Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser'. I Region Midtjylland var RMU, HMU-formandskaber, én AMIR fra hvert HMU, HMU-sekretærer og de lokale HR-chefer inviteret. Konferencen bestod både af både en central og lokal del.
Koncern HR har udarbejdet en opsamling på gruppedrøftelsen i forbindelse med den lokale del af konferencen, og som byggede videre på de input, der var kommet i den indledningsvise rammesætning af initiativet fra de centrale parter, dialogen om initiativet på RMU’s døgnseminar i september 2024 og de mange gode tiltag, der allerede er i gang lokalt (vedlagt).
Gruppedrøftelsen tog afsæt i følgende temaer:
1. ’Fleksibilitet og arbejdstid/individuel arbejdstidstilrettelæggelse’ (indsatsområde 1. Arbejdstilrettelæggelse)
2. ’Sammen om opgaven/mere tværfagligt samarbejde’ (indsatsområde 2. Arbejdsfællesskaber, uddannelse og kompetencer)
3. ’Sammen om skabelse af en fuldtidskultur’ (indsatsområde 3. Fælles om fuldtid)
Alle tre temaer hænger godt sammen med anbefalinger fra Region Midtjyllands politiske Udvalg for personale, som blev præsenteret på RMU-mødet 9. december 2024, herunder særligt de anbefalinger, som signalerer politiske visioner og anbefalinger til MED-systemet.
Opsamling på hovedbudskaber/hvad er vigtigst at tage med videre
- Fleksibilitet er en ’skal opgave’. RMU og HMU skal fordre/opfordre til, at alle arbejder med fleksibilitet på lokalt niveau, fx i afsnittene gennem prøvehandlinger og i LMU.
- Fleksibilitet skal tage hensyn til den enkelte, og der er noget at komme efter for både patienter, medarbejdere og opgaveløsningen. Hensynet til medarbejdere og patienter skal balanceres.
- Der er behov for en accept af, at arbejdet med fleksibilitet kan give resultater, som giver mening i en lokal kontekst, men ikke nødvendigvis kan spredes - ’One size does not fit all’.
- Der kan være behov for inspiration og leder- og kompetenceudvikling i forhold til fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse – inkl. evt. udvikling af særlig uddannelse/specialistfunktion i arbejdstidsplanlægning. Ofte skyldes barrierer, at man ikke har den nødvendige viden.
- Der er mange gode lokale eksempler og tiltag på arbejdstidsplanlægning samtidig med udrulningen af det nye arbejdstidsplanlægningssystem. Der er også mange forslag til, hvordan vi kan inspirere og dele viden med hinanden herom – den lokale virketrang må dog ikke hindres.
- Vi skal huske budskabet fra OK-parterne om at sige til, hvis der er uhensigtsmæssige regler i forhold til arbejdet med fleksibilitet.
- Det er meget væsentligt, hvordan vi kommunikerer om ’sammen om opgaven’/det tværfaglige samarbejde, og at vi får fortalt om de mange ting, vi gør godt. Det skal målrettes til modtagerne.
- Der savnes redskaber og mere fleksibilitet i forhold til arbejdet med at skabe mere tværfagligt samarbejde.
- Vi skal være åbne i forhold til, hvad andre faggrupper kan. Vi skal være nysgerrige på fx nye prøvehandlinger, mekanismer og teknologi – og vi skal også lade os inspirere af private virksomheder.
- Der er opbakning til at arbejde med fuld tid, men det er væsentligt at arbejde med en mere nuanceret og bred tilgang, herunder fx at tænke fuld tid som et timetal med et spænd fra fx 32-42 timer. Der er også behov for en mere nuanceret dataopfølgning.
- Rekrutteringssituationen har været fremstillet som en slags brændende platform, og vi skal passe på ikke at ’skræmme’ potentielle uddannelsessøgende og ansøgere væk fra sundhedsområdet. Vores arbejdspladser har gang i mange gode initiativer, og pt. er der generelt ikke store rekrutteringsudfordringer.
Der vil blive lagt op til igen at sætte et tema om inspiration og erfaringsudvikling om ’sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser’ på RMU’s døgnseminar i september 2025, hvor der er tradition for, at HMU-formandskaber og én AMIR fra hvert HMU deltager i en del af seminaret. Der kan derudover løbende sættes andre temaer i relation til ’sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser’ på dagsordenen i RMU.
Baggrundsinfo
RMU og HMU-formandskaberne fik på døgnseminaret i september 2024 en orientering om partssamarbejdet fra OK24 om ”Sammen om udviklingen af de regionale arbejdspladser” med efterfølgende dialog i grupper. Det blev konkluderet, at de input, der fremkom under drøftelsen, vil kunne indgå i det videre arbejde med initiativerne både lokalt og regionalt, og at udvalgte emner/indsatsområder ville blive dagsordenssat igen i RMU på et senere møde.
B. Drøftelse af data og tiltag i forhold til fuldtid/op i tid
Direktionen har - på baggrund af tidligere dialoger i både ledelses- og MED-systemet og politisk om målsætningerne vedr. fuld tid/op i tid - bedt Koncern HR levere et oplæg til, hvordan man fremadrettet bedre kan følge udviklingen i data om både medarbejdere på fuldtid og medarbejdere, der kommer op i tid. Direktionen har ønsket en mere nuanceret BI-rapport, der kan bruges til en løbende opfølgning på målsætningen om 80 pct. på fuldtid på de regionale arbejdspladser. Direktionen har på et møde 17. december 2024 godkendt Koncern HR’s oplæg.
Det er forventningen, at opfølgningen på disse data bl.a. vil blive koblet til tiltag omkring fleksibilitet og indflydelse på arbejdstid for medarbejdere. Koncern HR vurderer, at der stadig er potentialer for, at flere ønsker at arbejde på fuldtid/flere timer. En spørgeundersøgelse fra 2023 har vist, at der blandt medarbejdere på deltid var en betydelig interesse for at arbejde flere timer, hvis der er mulighed for at afprøve fuldtid i en periode, og at man får større indflydelse på arbejdstider/hvornår man skal arbejde.
Fokusrapport til at følge udviklingen i andelen af medarbejdere på fuldtid
Følgende afgrænsninger anvendes til fremadrettet at følge udviklingen i procenten af medarbejdere på fuldtid og for medarbejdere, der kommer op i tid:
- Rapporten fokuserer kun på medarbejdere mellem 19-59 år.
- Rapporten fokuserer kun på medarbejdere, der arbejder mere end 19 timer.
- Rapporten fokuserer kun på medarbejdere, der er ansat som månedslønnede overenskomstansatte eller tjenestemænd.
Afgrænsningerne har til formål at sikre, at der fokuseres på de medarbejdere, hvor der er potentiale for fuldtid. Derfor undlades medarbejdere ansat i f.eks. fleksjob, løntilskud og skånejobs. Afgræsningerne har herudover til formål kun at indfange de medarbejdere, der har deres hovedansættelse i Region Midtjylland og dermed har mere end halvdelen af deres ugentlige arbejdstid i regionen. For de yngste og ældste medarbejdere i regionen er der primært fokus på at sikre en fortsat tilknytning fremfor timeantal. Derfor foreslås det, at der afgrænses til aldersgruppen 19-59 år.
Tabel 1 viser, hvordan det gennemsnitlige antal timer samt fuldtidsprocent vil være, når afgrænsningerne tages i brug, mens tabel 2 viser de samme data uden afgræsningerne. Her ses det, at fuldtidsprocenten er 6,7 procentpoint højere i tabel 1, hvor afgrænsningerne er anvendt. Opgørelsestidspunktet er 1. februar 2025.
Koncern HR’s oplæg til en BI-rapport er forud for godkendelsen i direktionen drøftet med HR-/personalechefkredsen og med HR-forum.
Koncern HR vil fremadrettet indarbejde de nuancerede data om fuldtid i Region Midtjyllands personaleredegørelse.
Bilag
7. Revision af Region Midtjyllands Bæredygtighedsstrategi og orientering om de nye bæredygtighedsaftaler 2025-2026 (kl. 14.10-14.30 - 20 min)
Resume
Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed gælder for perioden 2021 - 2030 og skal revideres midtvejs altså i 2025. Da strategien er politiske vedtaget, skal den reviderede strategi godkendes i regionsrådet. Der sigtes efter, at den reviderede strategi kan godkendes på regionsrådsmødet den 25. juni 2025. Revideringen har til formål at gøre strategien mere fokuseret, og at ambitioner og mål er aktuelle.
Der lægges op til at eventuelle kommentarer til den reviderede strategi og input til det videre arbejde med at realisere strategien drøftes.
I forbindelse med processen for at aktualisere strategien er der også gennemført en baselineundersøgelse af ansattes oplevelse og arbejde med bæredygtighed i Region Midtjylland. Resultat af baselinemålingen kan kommenteres og drøftes.
Det indstilles,
at | RMU orienteres om og har mulighed for at kommentere udkast til ambitioner og mål i Region Midtjyllands reviderede strategi for bæredygtighed, |
at | RMU kan kommentere og drøfte input til det videre arbejde med at realisere strategiens ambitioner og mål og |
at | RMU kan kommentere og drøfte resultaterne af baselineundersøgelsen af medarbejdernes oplevelse og arbejde med bæredygtighed i Region Midtjylland. |
Sagsfremstilling
Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed
I efteråret 2024 blev der sat en proces i gang for at revidere den nuværende strategi for bæredygtighed og gøre den aktuel og nemmere at handle på. Den faglige revision af strategi for bæredygtighed forløber fra efteråret 2024 til februar 2025. Det inkluderer bl.a. opdatering af ambitioner og mål på de nuværende fire spor og et nyt, supplerende spor om ledelse og styring. Materialet er udarbejdet af faglige eksperter fra områderne, repræsentation af bæredygtighedskonsulenter og Koncern Kommunikation. Processen har været faciliteret af Koncern Bæredygtighed i samarbejde med Søren Obed Madsen, professor og forsker i implementering af strategier.
Det reviderede udkast til strategi for bæredygtighed er sendt i høring hos HMU’erne med frist for tilbagemelding den 22. april 2025. Lederforum for bæredygtighed har den 26. februar 2025 kvalificeret udkast til ny strategi, og det er aftalt, at der bliver tilføjet et uddybende forord. Det blev derudover bemærket, at der foruden patienter også skal nævnes borgere i den nye strategi. Den reviderede strategi for bæredygtighed vil blive omdrejningspunkt for en workshop i Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg den 25. marts 2025, og skal endeligt godkendes i regionsrådet den 25. juni 2025.
Udkast til ambitioner og mål kan ses i Bilag 1. Der arbejdes med bæredygtighed på fem spor:
- Ansvarligt forbrug
- Energi og byggeri
- Mobilitet og transport
- Social ansvarlighed
- Ledelse og styring
Implementering af strategi
Strategi for bæredygtighed bliver digital på Region Midtjyllands hjemmeside på samme måde som regionens bæredygtighedsaftaler. Der er udarbejdet en ”one pager” af strategien (Bilag 1), og der vil blive udarbejdet en tegning af de fem spor og slides, som kan bruges til præsentationer og drøftelser af strategiens ambitioner og faglige mål på hospitaler og øvrige enheder. Der pågår desuden en proces for yderligere kommunikationsmaterialer om strategien til brug ved f.eks. personalemøder på hospitalsafdelinger og sociale institutioner.
Implementeringen af den nye bæredygtighedsstrategi vil primært ske via bæredygtighedsaftalerne. De eneste opdaterede aftaler kan ses her. Såfremt RMU har interesse for det, kan der på et senere tidspunkt holdes et oplæg om, hvordan man arbejder med bæredygtighedsaftalerne.
Baselineundersøgelse af ansattes oplevelse og arbejde med bæredygtighed i Region Midtjylland
I januar 2025 er der gennemført en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af ansatte i Region Midtjylland. Der har også været mulighed for selv at vælge at deltage i undersøgelsen via MidtNyt. Baselineundersøgelsen har haft til formål at undersøge, hvordan bæredygtighed forstås og praktiseres i Region Midtjylland, så vi kan gøre vores indsatser mere relevante for ansatte, og følge hvordan oplevelsen af bæredygtighed udvikler sig. Resultatet af baselineundersøgelsen ses i Bilag 2.
Undersøgelsens emner er:
- Kendskab til bæredygtighed i Region Midtjylland
- Engagement i bæredygtighed
- Arbejdsopgaver relateret til bæredygtighed
- Forhindringer og motivation for arbejdet med bæredygtighed
På mødet orienteres der indledningsvist kort om revideringen/opdateringen af bæredygtighedsstrategien og fremlægges et kondensat af resultaterne fra baselineundersøgelsen.
Bilag
8. Status og dialog vedrørende økonomi og regnskab 2024 samt input til budget 2026 (kl. 14.30-14.50 - 20 min)
Resume
Der gives en status på økonomien på baggrund af regnskab 2024 og de usikkerheder, der er forbundet hermed, da vurderingen er foretaget tidligt på året. Der vil i den forbindelse være mulighed for spørgsmål og dialog.
Derudover kan der være en indledende drøftelse af indholdet i den udtalelse/bemærkning, som RMU-medarbejderside har mulighed for at fremsende til regionsrådets 1. behandling af Budget 2026.
Det indstilles,
at | RMU orienteres om status for økonomien med mulighed for spørgsmål og dialog og |
at | RMU drøfter budgetprocessen og har en indledende dialog om evt. udtalelse/bemærkninger fra RMU-medarbejdersiden til 1. behandlingen af Budget 2026. |
Sagsfremstilling
Status vedrørende økonomi og regnskab 2024
Der gives et oplæg om status for økonomien i Region Midtjylland på baggrund af regnskab 2024 samt vurdering af områder, hvor der hvert år ved budgetlægningen laves en vurdering af udgiftsbehovet. Denne vurdering er foretaget forholdsvis tidligt på året, og der er fortsat mange usikkerheder forbundet med vurderingen for 2026, og disse usikkerheder vil blive skitseret. Der vil i forbindelse med oplægget om økonomien være mulighed for spørgsmål og dialog.
Vedlagt nyhed af 6. februar fra Koncern-intranet om, at Region Midtjyllands økonomi er i balance.
Input til Budget 2026
Regionsrådet vedtog den 22. januar 2025 budgetprocessen for Region Midtjyllands Budget 2026. Overblik over proces for inddragelse af MED-systemet i Region Midtjyllands Budget 2026 er vedlagt som bilag til dette dagsordenspunkt.
Det er indskrevet i budgetprocessen, at RMU-medarbejdersiden, som tidligere år, har mulighed for at give en udtalelse/bemærkninger til regionsrådets 1. behandling af budgettet, der finder sted i august. RMU kan på nærværende møde have en indledende dialog om, hvad indholdet i udtalelsen/bemærkningen skal være. Fristen for at afgive udtalelse/bemærkninger til 1. behandlingen af Budget 2026 er den 23. juli 2025.
Forslag til Budget 2026 sendes i høring den 7. august 2025, hvorefter der er frist for høringssvar fra HMU'erne den 22. august 2025 og frist for supplerende høringssvar fra RMU-medarbejderside den 27. august 2025, når RMU har haft lejlighed til at læse høringssvarene fra HMU'erne.
Bilag
9. Status for konkurrenceudsættelse af MidtTransport (kl. 14.50-14.55 - 5 min)
Resume
Der gives en orientering om status for konkurrenceudsættelse af MidtTransport.
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning med mulighed for spørgsmål og bemærkninger. |
Sagsfremstilling
Der har over de seneste måneder været arbejdet på at udfærdige udbudsmateriale i forbindelse med de første tre udbud, der offentliggøres i marts 2025.
Udbud 1: Udbuddet blev offentliggjort den 4. marts 2025.
Udbud 2: Udbuddet blev offentliggjort den 4. marts 2025.
Udbud 3: Udbuddet offentliggøres den 31. marts 2025.
Udbud 4: Afventer offentliggørelse i midten af september 2025.
I udbuddene er der fokus på både økonomi, kvalitet og bæredygtighed.
Til udvælgelse af medarbejdere er der på seneste LMU i Servicecentret fastlagt kriterier, hvis opgaverne i et eller flere udbud fremover skal håndteres af en ny leverandør, som ikke har behov for overtagelse af alle medarbejdere.
Bilag
10. Kommunikation fra mødet og planlægning af kommende møder (kl. 14.55-15.00 - 5 min)
Resume
Mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer fra mødet til HMU´erne.
Det indstilles,
at | mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer til HMU'erne og |
at | de foreløbige punkter til kommende RMU-møder tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Det drøftes, hvilke informationer fra mødet RMU ønsker at videreformidle til HMU'erne, MidtNyt mv.
Der foreligger foreløbigt følgende "bruttoliste" med forslag til emner/dagsordenspunkter til de kommende RMU-møder:
- Strukturreformen, herunder MEDindflydelse i sundhedsudvalg (kommende møder)
- Dialog om afvikling af 1. maj (og grundlovsdag) med afsæt i data for aktivitetsniveau (juni-mødet, når også de seneste nye data foreligger)
- Temadrøftelse om diversitet og mangfoldighed med oplæg af jordemoder Camilla Tved (juni-mødet)
- Orientering og dialog om ”Hvordan har du det?" 2025 (undersøgelse hver 4. år af midtjydernes sundhed, sygelighed og trivsel - led i den nationale sundhedsprofil, hvor i alt 300.000 borgere spørges)
- Temadrøftelse og inspiration til arbejdet med transformation
- Rekruttering og tilknytning (løbende med fokus på forskellige perspektiver)
- Tema om registrering af aktiviteter/data, der kan opleves som "overvågning", henunder evaluering af retningslinjer/politik
- Drøftelse af regulering af nikotinprodukter (anmodning fra HMU-formandskabet for Hospitalsenhed Midt)
- Retningslinje for særligt kritiske patientsikkerhedsbrist og fire principper for "ikke-planlagt" kommunikation (forslag fra medarbejderside, april-mødet)