Modellen kan anvendes til at udfordre den lærende i planlægning af aktiviteter og til refleksioner over egen læring.

Illeris om voksnes læring

Knud Illeris´ læringstrekant (2007) indgår som en teoretisk model i kurset Læring og Vejledning og har fokus på voksnes læring.  

Læring forstås både som en individuel proces og en samspilsproces.

Modellen beskriver to processer

  1. Tilegnelsesprocessen er tegnet som en vandret dobbelt pil mellem DRIVKRAFT og INDHOLD. Tilegnelsesprocessen fungerer alene på det individuelle niveau, dvs. finder sted i det enkelte menneske. Her bearbejdes samspillet med omverdenen.
  2. Samspilsprocessen er tegnet som en lodret dobbelt pil. Her er det de enkelte individers samspil med omgivelserne. Læring kan ikke forstås uden at medtænke den kontekst eller sammenhæng, som individet indgår i.

Modellen indeholder tre dimensioner

  • Indholdet. I indholdsdimensionen tilstræber man at skabe mening og at mestre og fungere hensigtsmæssigt i forhold til omgivelserne.
  • Drivkraften. Drivkraftdimensionen handler om mobilisering af psykisk energi: motivation, følelser, nysgerrighed, glæde og vilje til at blive klogere på sig selv og andre. Drivkraft er meget vigtig i forhold til læring, da mennesker er forskellige og den har betydning for modstand mod læring.
  • Samspil. Samspilsdimensionen omfatter arbejde med handling, kommunikation og samarbejde for at tilstræbe integration og social sammenhæng. Mennesker stræber efter at være en del af et fællesskab.