Medarbejdere i faste stillinger

1. Forflyttelsesret 
I forbindelse med overvejelser om afskedigelse på grund af besparelser, omstruktureringer o.lign men også i forbindelse med samarbejdsproblemer har medarbejdere, der har Region Midtjylland som én ansættelsesmyndighed, krav på, at mulighederne for en omplacering til en anden stilling i regionen er forsøgt, før der træffes beslutning om afsked. Dvs at medarbejderen kan forlange, at muligheden for omplacering undersøges før afskedigelsen. Dette sker i samarbejde med den pågældendes tillidsrepræsentant eller organisation, hvis den pågældende ønsker det. 

2. Forflyttelsespligt 
Som udgangspunkt må den ansatte være indstillet på at blive flyttet - medmindre der er tale om en væsentlig ændring af stillingen. 

Der skal hver gang foretages en individuel og konkret vurdering af om der er tale om en væsentlig ændring af stillingen, som den ansatte (uden videre) skal tåle. 

En ændring vil altid blive varslet så tidligt som muligt, og der vil altid være en forudgående drøftelse med den pågældende om en ændring af ansættelsen med inddragelse af tillidsrepræsentanten. 

3. Prøvetid 
Ved skift mellem ansættelser i faste stillinger i Region Midtjylland vil der som hovedregel ikke kunne fastsættes en ny prøvetid. 

Der kan dog være særlige situationer, f.eks. ved overtagelse af en avancementsstilling eller overgang til en væsentlig anderledes stilling, hvor prøvetid (3 måneder) kan komme på tale. Dette skal aftales konkret og vil som regel kunne kombineres med orlov fra hidtidige stilling. 

4. Anciennitetsbestemte rettigheder 
Et stillingsskift mellem forskellig arbejdspladser i Region Midtjylland betragtes ikke som ansættelse ved en ny arbejdsgiver. Derfor skal uafbrudte ansættelser på forskellige arbejdspladser i regionen betragtes som én ansættelsesperiode. 

Det betyder at, bl.a. opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelse regnes fra den første ansættelse ved regionen (amtet – eller det tidligere ansættelsesområde i amtet). 

5. Tillæg ydet for kvalifikationer 
Tillæg ydet for kvalifikationer følger fra den ene ansættelse til den næste indenfor samme ansættelsesmyndighed, i de situationer, hvor der er tale om samme grundlønsindplacering 

Dette gælder dog ikke afdelingslæger, hvor lokalt aftalt kvalifikationsløn bortfalder ved ansøgt stillingsskift indenfor amtet /regionen medmindre andet aftales. 

6. Ferie 
Ved direkte overgang fra et ansættelsessted til et andet i Region Midtjylland medtages tilgodehavende ferie. 

7. Arbejdsmiljø 11 timers reglen mv 
Region Midtjylland har ansvaret for at arbejdsmiljøreglerne herunder reglerne om hviletid og fridøgn bliver overholdt, hvis en medarbejder arbejder på flere af regionens arbejdspladser. 

8. Vedrørende personalejournaler 
Selv om Region Midtjylland er én ansættelsesmyndighed betyder bestemmelserne i persondataloven og forvaltningsloven, at der ikke må ske en fri udveksling af oplysning mellem de forskellige arbejdspladser / ansættelsessteder. 

Midlertidigt ansatte

Tilkaldevikarer, der ikke får et ansættelsesbrev men et tilknytningsbrev er ikke omfattet af Region Midtjylland som én ansættelsesmyndighed 

1. Forflyttelsesret 
Som udgangspunkt gælder de samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

For midlertidigt ansatte, bør det af ansættelsesbrevet fremgå, hvorfor de pågældende er ansat som vikarer / midlertidigt ansat, og hvornår ansættelsen ophører. 

Der er forflyttelsesret i den periode vikaren er ansat. 

Når ansættelsen ophører i henhold til ansættelsesbrevet, er der ikke nogen ret for medarbejderne til at blive forsøgt omplaceret. 

2. Forflyttelsespligt 
Som udgangspunkt gælder de samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

For midlertidigt ansatte gælder denne forflyttelsespligt i den periode den pågældende er ansat. 

3. Prøvetid 
Der gælder samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

4. Anciennitetsbestemte rettigheder 
Der gælder samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

5. Tillæg ydet for kvalifikationer 
Som udgangspunkt gælder de samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

Hvis der ydes kvalifikationstillæg med den begrundelse, at den pågældende er midlertidig ansat, så skal der være en slutdato på tillægget og dette tillæg overføres ikke. 

6. Ferie 
Der gælder samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

7. Arbejdsmiljø, 11 timers reglen mv. 
Der gælder samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

8. Vedrørende personalejournaler 
Der gælder samme regler som for medarbejdere, der er ansat i faste stillinger. 

9. Merarbejde og overarbejde 
Arbejde udover 37 timer for Region Midtjylland kan indebære, at der er krav om overarbejdsbetaling. 

Arbejdspladserne skal være opmærksomme på dette og forsøge at ansætte medarbejdere, der ikke i forvejen er (fuldtids)ansat i regionen.