I forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2021 for Yngre Læger, blev parterne enige om, at det er helt centralt, at speciallæger kan se ind i en faglig og opgavemæssig udvikling gennem hele arbejdslivet. Derfor skal der etableres gode udviklingsmuligheder for afdelingslæger.

Med henblik på at fremme karriereudviklingen for afdelingslæger, har parterne ved OK-21 aftalt, at der i overenskomstperioden iværksættes forsøg i alle fem regioner, der skal fremme faglig og opgavemæssig udvikling for afdelingslægerne.

Formålet med forsøgene er at undersøge forskellige muligheder for job- og karriereudvikling og dertil knyttede vilkår for afdelingslæger. De lokale erfaringer fra de gennemførte forsøg vil herefter indgå i parternes forberedelse af overenskomstforhandlingerne i 2024.

Forsøgene gennemføres i perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. maj 2023.

Fristen for ansøgning er 1. april 2022

Hvis der ikke er midler nok til at imødekomme alle ansøgninger, så vil prioritering af projekterne ske ud fra følgende kriterier:

  • En fordeling regionalt, der modsvarer fordelingen af afdelingslæger på de forskellige hospitaler
  • Med fokus på at de tidligere fremsendte temaer bliver repræsenteret
  • Efter kvaliteten i det beskrevne projekt med fokus på udviklingspotentiale for den enkelte læge og for afdelingen
  • Ligelig fordeling mellem specialer – idet omfang det er muligt.